Kærlighed & tab
Det var utroligt mange smukke solskinsdage, jeg nåede at opleve sammen med dem, jeg skulle miste. Selv om det hver gang var vinter.
Efter det første tab trøstede vi os ved et bål på stranden. Før det andet, satte vi utallige lys i træerne. Men de kunne ikke forhindre livsflammen i at brænde ud.
Jeg besøgte min søster sidste gang en iskold decembermorgen i det mest skærende klare solskin, som hun ikke længere ænsede. Hun døde på et værelse uden navn, pyntet med en halvvissen rose og litteratur af den ikke mest inkluderende slags. Solen skinnede ikke, da vi bisatte hende, og det kunne også være lige meget.
På et helt andet hospice blev en mand gift, kort før hans kone døde. Undervejs sneg han sig ud til det store "livstræ" foran hospicet og ridsede et hjerte med deres navne. Det var så strengt forbudt at skære i det store træ, men han måtte gøre det...
